Spejlets Sandhed

Spejlet er nemt at manipulere. Du lærer de gode vinkler, kaster et hurtigt blik, overbeviser dig selv om at det ikke er så slemt. Men så kommer chokket af at se sig selv på afstand — på et foto, en refleksion du ikke var forberedt på, eller i mit tilfælde et overvågningskamera. Fra den vinkel føles det som om du ser en fremmed i et computerspil eller en film, og fornægtelsen forsvinder. Størrelsen, måden du bevæger dig på, tyngden i din holdning — det er ubestrideligt.

Det øjeblik var en af de stærkeste motivatorer, jeg nogensinde har følt. Det var ikke noget, jeg ville bevæge mig hen imod, det var noget, jeg ville væk fra. Jeg ville ikke være det billede mere. I ugevis undgik jeg endda at kigge på de kameraer, fordi de satte mig i dårligt humør. Men senere, efter vægttabet, blev de samme kameraer en kilde til glæde. Jeg snappede mig selv, når jeg gik forbi, slankere, lettere, og tænkte: hvem er det? Først føles det som straf, så bliver det belønning. Spejlet og kameraet holder op med at være fjender og bliver allierede, der bekræfter, at du har ændret dig.