Du kan virkelig ville tabe dig, tænke på det hver dag og stadig ikke gennemføre noget en tirsdag aften. Forskellen mellem at ville og at gøre forsvinder sjældent af, at du taler strengere til dig selv.
Motivation er ikke en plan
Motivation er en følelse, og følelser bevæger sig. Nogle morgener går alt af sig selv. Andre dage mangler drivet uden tydelig årsag. En plan, der kun fungerer når du er entusiastisk, er derfor midlertidig per definition.
Det brugbare spørgsmål er: hvad er min mindste gennemførelse på en almindelig, umotiveret dag?
Lav en kort nedre grænse
Vælg to eller tre handlinger, der kræver lidt forhandling. For eksempel:
- log det første måltid;
- gå tyve minutter;
- spis et forudvalgt aftenmåltid;
- tag vand med og læg et planlagt mellemmåltid frem.
Nedre grænse skal være lille nok til at nås en stresset dag. På gode dage må du gerne gøre mere. På flade dage bevarer den forbindelsen til planen.
Genkend en undskyldning, men ignorer ikke kroppen
Hovedet kan pakke undvigelse pænt som at i morgen er bedre. Forudvalgte aftaler mindsker det forhandlingsrum. Samtidig er ikke hvert hvilesignal en undskyldning. Feber, smerte, udmattelse eller restitution efter sygdom kræver tilpasning.
Forskellig sidder ofte i konkrethed. Jeg har ingen lyst er noget andet end knæet har gjort ondt ved hvert skridt siden i går. Ved et reelt problem, lav et passende alternativ i stedet for blindt at gennemtvinge den samme opgave.
Tillid følger af bevis
Du behøver ikke først at føle dig som en disciplineret person. Hver gang du holder en lille aftale samler du bevis for, at du kan vende tilbage og fortsætte. Den tillid vokser efter adfærden.
Netop de beskedne dage tæller. Ikke fordi du da præsterede stort, men fordi planen fandtes uden at motivationen skulle bære den.
